KØKKENTIPS - SEPT. 2015


KØKKENSKRIVEREN ...... Skippinge special!
Redaktør: Liselotte Thøgersen
Så gik den sommer I Veddinge Bakker I huj og hast, men på den gode måde med masser af oplevelser og hyggeligt samvær med venner og familie. Vejret var en lettere blanding af alt det, som hører en dansk sommer til. Som Storm P. udtrykte det: ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det!” Uanset så har det været festligt og fornøjeligt.
God mad hører alle årstider til, så det behøver jeg jo ikke at fortælle jer. Og det efterår, som vi allerede har taget hul på, byder også på mange herlige sager. I mit andet hjemland Belgien står skovens vildt højt på den kulinariske dagsorden. Harer, rådyr, vilde fugle og ikke mindst vildsvin, som lever i massevis i de skønne Ardenner. Nu troede I lige, at I ville få nogle  ”vilde” opskrifter! Det gør I ikke - til gengæld et par af mine yndlingsopskrifter (faktisk helt vegetarisk!), som I forhåbentlig også kan li’! Her først en absolut klassisk fransk sag:
Løgtærte fra Alsace
1 god tærtebund af mørdej
750 g løg (skrællet vægt)
50 g smør
2 æg
100 g revet gruyère ost *
Pil og del løgene i to og skær dem i tynde skiver. Kom dem i en gryde samtidig med smørret og lad det koge i ca. 30 minutter ved middel varme til de falder sammen. Rør i dem af og til. De må ikke blive brune. Kom lidt salt og peber i og lad løgene køle lidt af, inden du tilsætter æg og ost. Beklæd en tærteform med dejen (den købte eller din egen foretrukne), prik lidt huller i den med en gaffel, og hæld løgene i. Bages i ovnen ved 180 grader 30-40 minutter. Den skal være  gylden gerne med lidt små mørke pletter. Spis den med en fyldig salat.
 * andre oste kan bruges f.eks. emmentaler, men jeg tror reven vesterhavsost kunne være rigtig godt.
* * * * * * * * * *
Jeg har rejst meget i Grækenland, som er et land jeg holder meget af. Med tanke på al det landet og befolkningen har gennemgået og gennemgår i disse tider, får i en af de helt klassiske opskrifter:
Fyldte tomater
8 store modne tomater
2 spsk god olivenolie
1 lille hakket løg
2 fed knust hvidløg
150 g ris
1 tsk finthakket dild
persille og basilikum til pynt
salt og peber
Skær ca. 2 cm af toppen på tomaterne og gem den. Tag forsigtigt indmaden ud med en ske og put den i en skål. Steg løg og hvidløg bløde i olivenolien i en gryde og tilsæt derefter tomat-indmaden og lad det koge lidt ind. Tilsæt dild og ris, læg låg på gryden og lad det simre i ca. 10 minutter til risene er halvt kogte. Smag til med salt og peber.
Stil de udhulede tomater i et smurt ildfast fad, fyld med risblandingen og læg toppen på igen. Bages ved 180 grader i 35-40 minutter.
Drys med persille og/eller basilikum og server sammen med et godt brød, fetaost og en grøn salat.

Comments

Popular posts from this blog

KØKKENSKRIVEREN - December 2020

KØKKENSKRIVEREN - JUNI 2021

KØKKENSKRIVEREN - SEPTEMBER 2020