KØKKENTIPS OKTOBER 2015
KØKKENSKRIVEREN
........ mere god mad!
Redaktør:
Liselotte Thøgersen
Inspiration til dejlig mad kan komme mange steder fra. I
mine overvejelser denne gang kom jeg pludselig i tanker om min allerførste
rejse til Frankrig. Her er vi vist tilbage i de tidlige halvfjerdser i min pure
ungdom. Jeg var af sted på invitation af Det Franske Turistbureau i København,
og turen gik til området Auvergne i den centrale del af landet. Først med tog
til Paris, så videre med tog til Clermont-Ferrand, hvorfra vi blev kørt rundt i
minibus ledsaget af turistchefen. Det blev en fantastisk oplevelse, at komme ud
i det ”rigtige” og landlige Frankrig med vidunderlige landskaber, maleriske
landsbyer og ikke mindst forrygende mad og vin.
Vi spiste på små udsøgte restauranter hver eneste dag, og
fik 3-5 retter to gange om dagen. Til frokost og til middag, og jeg tog vist
sådan ca. 5 kg på de 5-6 dage turen varede.
Flere af retterne står endnu printet i min hukommelse.
Den allerførste restaurant vi besøgte, var enkelt og rustikt indrettet. Her var
lange borde med tilhørende bænke og udsigt over omegnen. Her fik vi til forret
stegte svampe med persille og hvidløg, og det smagte simpelthen himmelsk. Så I
får lige en lille og let opskrift til en lækker forret, og da det jo er efterår
og dermed svampetid, så kan det vel ikke passe bedre.
Svampe
med hvidløg à la Prins Henrik*
6-800
g svampe
3
spsk olivenolie
4-6
fed hvidløg
1
kvist timian
bredbladet
persille
Forskellige svampe
kan bruges. Meget gerne store f.eks portobello, store champignon eller Karl
Johan svampe, hvis I skulle være så heldige at være i besiddelse af sådanne. En
god svampeblanding kan også bruges.
Rens og tør svampene godt og skær dem ud i grove ret
store stykker. Varm olien på en pande og tilsæt hvidløg, svampe og timianblade.
Steg ved kraftig varme i ca. 4 minutter. Krydr med salt og peber, drys rigeligt
hakket persille på og server med godt brød.
*Faktisk fandt jeg denne opskrift i Prins Henriks kogebog
med titlen ”Ikke altid gåselever”, og den skal han have hjertelig tak for.
* *
* * *
Og så er det jo græskar- og Halloween tid. Her bugner
butikkerne af græskar af alle slags, store og små i de skønneste farver. Jeg
indkøbte forleden en af slagsen, den som hedder ”butternut” både på engelsk og
på fransk. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad den hedder på dansk, men det
er en mindre pæreformet hvidgullig sag på omkring 1 kg. Jeg tilberedte en suppe
stærk og krydret, som jeg selv fandt på, og vi synes den var rigtig god. Så nu
får I lige min helt egen opskrift på græskarsuppe.
Liselottes
krydrede græskarsuppe
700
g renset græskarkød *)
2-3
gulerødder
2
spsk rapsolie
1
stort løg
2
store fed hvidløg
½
tsk stødt chili
1
tsk stødt kommen
1
tsk paprika
1
tsk stødt stjerneanis
ca.
1 l grønsagsbouillon
Skær græskarkøddet og gulerødderne i mindre stykker. Hak
løg og hvidløg. Start med at svitse krydderierne i olien i nogle minutter.
Tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med under omrøring i et par minutter.
Tilsæt græskarterningerne og gulerødderne, svits dem kort og hæld bouillon på,
så det lige dækker. Der kan altid tilsættes mere, hvis du synes suppen er for
tyk. Lad herlighederne småkoge under låg i ca. 40-45 minutter, i hvert fald til
de er godt møre. Afkøl lidt og blend det hele til en glat og fin suppe. Smag
til med salt og peber og tilsæt eventuelt mere bouillon. Server suppen med et
drys persille og måske en skefuld yogurt, og selvfølgelig et godt stykke brød
til.
*) her kan alle slags græskar bruges, så finder du ikke
en ”butternut”, skal du ikke fortvivle.
Comments
Post a Comment